Voldtægt: Undersøger tekniske spor

Politiet har fået mange henvendelser fra borgere omkring voldtægtssagen af den 10-årige pige i Gullestrup. Samtidig undersøges flere effekter for fingeraftryk og DNA-spor.

221111_Gullestrup.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi arbejder stadig på at opnå et gennembrud i sagen om voldtægt af en blot 10-årig pige.

Politiet har fået mange henvendelser fra borgerne, men indtil videre har der ikke været tale om noget, som har ført til nogen form for konkret mistanke, fortæller efterforskningsleder Michael Kjeldgaard til Ritzau.

Færre henvendelser som tiden går

- Vi får løbende henvendelser, men det er klart, at vi ikke får dem i det tempo, som vi har fået tidligere. Vi fik en 20 stykker søndag, og jeg tror, vi fik 10 mandag. Men de kommer ikke i lige så lind en strøm, som de har gjort, siger han.

Selv om borgerne ikke fodrer ordensmagten med oplysninger i samme grad som i de første dage efter voldtægten, har politiet dog nok at gå i gang med.

- Det er jo meget naturligt, at strømmen bliver udvandet, men vi har masser af ting at arbejde med, fortæller Michael Kjeldgaard.

Undersøger DNA-materiale

Michael Kjeldgaard oplyser til TV/MIDT-Vest, at politiet har sikret sig en række effekter, som nu skal undersøges for blandt andet DNA-materiale og fingeraftryk. Kjeldgaard ønsker ikke at oplyse, hvilke effekter der er tale om. Der kan gå en uge eller endnu længere tid, før resultatet er klart.

Intet afgørende nyt

Voldtægten fandt sted lørdag aften, da en 10-årig pige og hendes 9-årige veninde blev antastet på en legeplads i Gullestrup ved Herning af en ung afrikansk mand. Han truede pigerne ind i en nærliggende skov.

Her gennemførte han en fuldbyrdet voldtægt af den 10-årige, mens den 9-årige slap væk og slog alarm. Gerningsmanden var dog væk, da hjælpen nåede frem.

- Der er ikke noget afgørende nyt i sagen, og der er ikke noget forestående gennembrud. Det er stadigvæk et langt sejt træk, vi er i gang med, men vi holder på, fortæller Michael Kjeldgaard.

Foreløbig har politiet kun et sparsomt signalement af gerningsmanden. Han var ung, 16-18 år, afrikansk og iført mørkt tøj.

Genkender ikke lynchstemning

- Mange af de henvendelser, vi har fået, handler om hints og tips, for eksempel om personer, som har haft en anderledes adfærd, og ikke så meget om gerningsstedet derude, altså om legepladsen, siger Michael Kjeldgaard.

Efter voldtægten har det været fremme, at der skulle herske en form for lynchstemning i Gullestrup. Det afviser Michael Kjeldgaard dog.

- Den fremstilling, som et enkelt formiddagsblad har givet, den han vi ikke genkende.

- Det er klart, at når der er sket så alvorlig en forbrydelse, så er der afmagt og frustration. Men at der skulle drage flere horder igennem gaderne derude i lynchstemning, kan vi ikke genkende, siger han til Ritzau.