Voldsomt sammenstød skabte trafikale problemer

Et frontalt sammenstød blokerede nordgående vognbane på Oddesundvej syd for Koldby, hvor politibiler, fire ambulancer og en lægehelikopter var til stede.

Koldby-ulykke
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

OPDATERET: To biler kørte frontalt sammen på Oddesundvej, også kaldet Rute 11, syd for Koldby. Sporet i nordgående retning var i to timer blokeret.

Det fortæller Allan Riis, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

Ulykken skabte store trafikale problemer, og politiet opfordrede alle nordgående trafikanter til at være påpasselige, have tålmodighed og søge alternative kørselsveje.

Vidner oplyser overfor TV MIDTVEST, at der er mindst fire ambulancer og en lægehelikopter var på stedet. Politiet har siden meldt ud, at to mænd blev dræbt i ulykken, mens en tredje person er i kritisk tilstand på Aalborg Sygehus.