Voldsomt røveri i Vildbjerg

To hætteklædte mænd begik torsdag aften røveri i en Fakta-butik.

160813tyv.jpg

Med pistol og koben gjorde de to røvere end noget uhyggelig entré, da de klokken 20.30 trådte ind i Fakta-butikken på Jernbane Allé og beordrede ansatte og kunder ned på gulvet.

- De to mænd kommer farende ind i butikken, banker hårdt ned i kassen med koben og pistol og råber 'ned, ned' til de tilstedeværende i butikken. Det er meget alvorligt, på den måde de kommer ind i butikken på, og vi har døbt det til at være et særligt farligt røveri, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Der befandt sig omkring 15-20 kunder og tre ansatte i butikken, og de er alle meget påvirkede af episoden.

- En af de ansatte skyndte sig at ringe 112, lige efter de to røvere havde forladt butikken. Derefter løb han efter dem, men det var ikke muligt at fange dem, da de to mænd forsvandt på to cykler, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Politiet har et meget sparsomt signalement at gå videre med. De to mænd beskrives som 18-25 år, 180-185 cm. høje, de havde dansk udseende og talte fejlfrit dansk.

Ikke enestående tilfælde

Herning-området har den seneste tid været stærkt plaget af røverier, og politiet arbejder da også ud fra en formodning om, at det kan være de samme gerningsmænd.

- Vi er meget opmærksomme på, at det kan være de samme gerningsmænd. Selvom tyvene sidste gang stak af på en knallert og tyvende denne gang stak af på cykel, så kan det sagtens være de samme personer, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Politiet laver i dag supplerende afhøringer. 5-6 efterforskere er sendt ud for at lede efter spor, og de har blandt andet undersøgt en sø for at se, om gerningsvåbnene kan findes her.