Voldsom oplevelse for børn i brændende bus

Det var en dramatisk oplevelse skoleeleverne fra en 6. klasse fra Skiveområdet var udsat for, da der torsdag udbrød brand i en bus på en skoleudflugt.

busbrand1.jpg

Skolebørnene i 6. klasse på Vestsalling Skole og Dagtilbud møder i skole som vanligt i dag klokken 10. Men det er med en dramatisk oplevelse i skoletasken.

Torsdag var de involveret i en dramatisk brand på Vestmotorvejen på Sjælland, da der gik ild i den bus, de alle sammen var på skoleudflugt i.

- Børnene nede bag i bussen råbte pludseligt, at der var røg i luften. Derefter kørte buschaufførren ind i nødsporet og fik hurtigt åbnet ind til motorrummet. Han opdagede med det samme, at der var ild i motoren, som han forsøgte at bekæmpe med en pulverslukker. Det lykkes dog ikke for ham, så vi fik hurtigt børnene ud af bussen, siger konstitueret leder på Vestsalling Skole og Dagtilbud, Finn D. Andersen.

Heldigvis betød chaufførens hurtige reaktion, at der kun skete materiel skade under den voldsomme brand.

- Chaufføren og jeg gik hurtigt bussen igennem, da vi havde fået den rømmet for børn. Vi fik reddet en taske og et par iPhones. Nede i bagagerummet kunne chaufførren nå størstedelen af elevernes tasker og kufferter, men desværre fik ikke alle elever sine ting med hjem, siger Finn D. Andersen, konstitueret leder på Vestsalling Skole og Dagtilbud.

Politiet tog sig godt af chokerede børn
Vejen blev spærret af, og eleverne satte sig på en afkørselsvej, hvor de kunne sidde sikkert, imens brandvæsenet slukkede branden. Fredag fremhæver Finn D. Andersen især politiets og brandvæsenets håndtering af sagen overfor børnene.

- De skal have stor ros for at tale med børnene om, hvad det var, de havde oplevet, for det var en voldsom oplevelse, siger Finn D. Andersen, konstitueret leder på Vestsalling Skole og Dagtilbud.

Hurtigt tilbage til Balling
Eleverne havde sammen med en lærer og skolens leder været på tur til København og var på vej hjem, da bussen brød i brand.

Blot en times tid efter den voldsomme brand, holdt en ny bus klar til at fragte eleverne hjem til Balling. Her ventede en psykolog samt børnenes forældre, og sammen brugte de en times tid på at tale oplevelserne igennem.