Voldsmand i retten efter mulig brækket næse

Politiet har anholdt og sigtet en 24-årig mand for to overfald tirsdag i Herning. Ét af ofrene har formentlig brækket næsen.

Retten i Herning
Foto: Arkiv

En 24-årig mand fra Herning er onsdag i grundlovsforhør sigtet for vold. Det oplyser politikommissær Henning Præstegaard til TV MIDTVEST.

Manden kom gående på Bredgade i Herning, hvor han slog på en bil. Bilen standsede op, og passageren i bilen rullede vinduet ned og spurgte, hvorfor han slog på bilen. Den 24-årige spurgte, om de havde penge, hvorefter han gennem det åbne vindue slog passageren, så han muligvis brækkede næsen.

Efterfølgende rullede passageren vinduet op, og bilen kørte afsted. Et par dørmænd, der så overfaldet, tog fat i gerningsmanden for at holde ham tilbage. I den forbindelse slog han også én af dem, inden de fik ham neutraliseret. De fastholdt ham, indtil politiet dukkede op.

Ifølge Henning Præstegaard er manden indbefattet af straffelovens paragraf 16, fordi han ikke er egnet til almindelig straf. Han har en psykiatrisk diagnose og er kendt af politiet. Han er desuden tilknyttet en institution på grund af hans psykiske tilstand. Derfor vil politiet gerne have ham fængslet på en psykiatrisk afdeling.

Politiet har endnu ikke fået endeligt bekræftet, om det første offer har brækket næsen eller ej.