Vold i nattelivet: Barer i Skive kæmper for mere politi

​På barerne i Skive savner de politiets flexpatrulje. De oplever, at gæsterne bliver mere voldelige.

Ballade, vold og stoffer - dørmændene i Skives natteliv har fået nok at se til, siden politiet i sommer droppede sin flexpatrulje. Nu vil dørmændene have betjentene tilbage.

- Jeg synes, at os småbyer, vi bliver ladt lidt i stikke, fortæller dørmanden på Zwei Ceosse Bier Bar Allan Trærup.

Det sker, efter at politiets såkaldte flexpatrulje blev nedlagt i sommers. Nu er barerne bekymrede, fordi de oplever mere vold og længere ventetider ved politiet.

Flexpatruljen var en lokalpatrulje, der kunne dukke op uanmeldt i nattelivet eller hjælpe dørmændene, når de havde brug for det.

- Vi skal have vores flexpatrulje tilbage. Det er den eneste løsning, siger Allan Trærup.

Længere tid mellem besøgene

De oplever også problemet på baren Havana.

- Vi har mere vold. Vi ser også lidt flere stoffer i bybilledet. Og det hænger jo sammen med, at de har mennesker jo godt ved, at der ikke er noget politi, fortæller Christian Pilgaard Petersen.

Midt- og Vestjyllands Politi indrømmer også, at den ekstra patrulje mangler.

- Det er et problem, der har været de sidste halve år, hvor der simpelthen ikke har været ressourcer nok til, at udfylde den rolle, fortæller Politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Mikkelsen.

Han forklarer, at de ikke har personale nok til både at have flexpatruljen i Skive. Han håber dog, at det snart bliver bedre.

- Jeg håber på, at vi lige så stille og roligt kan opbygge en lille kerne af flexfolk igen, men nok ikke i samme omfang som før, men i mindre omfang, siger han.

Politiet håber, at flexpatruljen kommer i gang igen i slutningen af foråret. 

01:53 Luk video