Voksne får tilbud om vaccination mod mæslinger

Vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet, men flere voksne har aldrig fået den.

Voksne kan få vaccinen gratis fra den 1. april.
Voksne kan få vaccinen gratis fra den 1. april.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Ifølge WHO er mæslinger udryddet i Danmark, blandt andet på grund af vores børnevaccinationsprogram.

Men ifølge Sundhedsstyrelsen er der relativt mange voksne danskere, der ikke er vaccineret mod sygdommen, og det skal der laves om på.

Så nu bliver disse voksne tilbudt den såkaldte MFR-vaccine, der udover at beskytte mod mæslinger også beskytter mod fåresyge og røde hunde. Tilbuddet gælder voksne, der ikke er blevet det som børn og som ikke senere har haft mæslingerne, for hvis man har det, så er man blevet immun.

- Vi er enormt glade for, at vi nu kan tilbyde gratis MFR-vaccination til voksne, udtaler Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Findes i udlandet

Selvom mæslinger betragtes så godt som udryddet i Danmark, så kan man møde sygdommen, når man rejser til udlandet. Det gælder også lande indenfor Europas grænser.

- Selvom mæslinger er det, der kaldes ”elimineret i Danmark, så vil der trods alt stadig fra tid til anden opstå tilfælde af mæslinger. Ofte vil der være tale om tilfælde, hvor danskere er blevet smittet på rejser, forklarer Bolette Søborg og tilføjer:

- Som vaccineret er man selv beskyttet mod sygdommen og desuden med til at beskytte børn, der ikke kan blive vaccineret, for eksempel fordi de for små eller særligt sårbare. De børn risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet.

Vaccinationstilbuddet gælder fra den 1. april, hvor man kan blive vaccineret hos sin læge eller på en privat vaccinationsklinik.