VM-spillere holdt hviledag med fødselsdag og familietræf

De fleste holdt helt ishockeyfri, da landstræneren søndag havde dikteret fridag for det danske VM-landshold.

De danske spillere holdt hviledag på forskellig vis.
De danske spillere holdt hviledag på forskellig vis.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Nul skøjter, nul is og nul forpligtelser. Efter seks hårde kampe på ni dage holdt det danske ishockeylandshold en fuldstændig fri søndag, inden opladningen til Letland-kampen er begyndt med mandagens istræning.

Især familiebesøg var i høj kurs på hviledagen i et forårsramt Midtjylland med høj sol og lige så høje temperaturer.

- Jeg var hjemme ved mine forældre. Det var hyggeligt at kunne spise lidt med forældrene på mors dag, og min mormor var der også, siger målmanden Frederik Andersen.

- Man kan være lidt fra hallen og få ladet batterierne lidt op igen. Man får hvilet benene, og når man kommer lidt væk giver det også ro i hovedet, siger Andersen, der som adskillige af medspillerne har familie i Herning.

Nicklas Jensen besøgte bedsteforældre

Det samme har Nicklas Jensen, hvis far, Dan Jensen, i en lang årrække var en benhård back i både Herning og på det danske landshold.

- Jeg var lige hjemme og spise frokost og sige hej til familien og bedsteforældrene.

- Derudover foregik fridagen mest hjemme på hotellet, hvor der blev sparet på energien, siger Nicklas Jensen.

Backen Stefan Lassen brugte hviledagen til at fejre sin bror, Herning Blue Fox-målslugeren Lasse Lassen, der søndag fyldte 29 år.

Det er sjældenhed, at de kan være sammen på dagen, fordi storebror Stefan som regel er i udlandet til VM, når lillebror fylder år.

- Det var første gang i ti år, så det var meget hyggeligt. Han bor i Aarhus, og vi var ude at spise brunch, siger Stefan Lassen.

Gik tur i gågade

En række af de danske spillere kunne også ses i Hernings ishockeyfeberramte gågade, hvor de traskede rundt for øjnene af hundreder af solbadende og øldrikkende fans.

- De fleste havde brug for dagen til at komme lidt væk fra hallen og komme lidt væk fra hinanden og ligesom samle tankerne og samle lidt mental energi til det, vi har foran os, forklarer Oliver Lauridsen.

Danmark spiller tirsdag aften den afgørende VM-gruppekamp mod Letland.

/ritzau/