VM i middelalderkamp indtager Spøttrup Borg

500 kæmpere fra 25 forskellige lande vil de næste fire dage kæmpe om at blive verdensmester i middelalderkamp på Spøttrup Borg.

Danmark står klar til åbningsceremonien.
Danmark står klar til åbningsceremonien.
Foto: Carsten Jensen, TV MIDTVEST

500 kæmpere fra 25 lande. 20.000 tilskuere. Danmarks bedst bevarede middelalderborg. Scenen er i dén grad sat til VM i Middelalderkamp, som for første gang nogensinde afholdes i Danmark. 

Det sker den 25. til 28. maj, og de mange vilde kampe kombineres med et stort marked, der byder på både underholdning og middelaldergourmet.

Åbningsceremonien begyndte torsdag kl. 10, og kl. 11 går kampene i gang.

500 kæmpere fra 25 forskellige lande vil ved verdensmesterskaberne dyste mod hinanden i en række forskellige discipliner, der tæller alt fra mand-mod-mand til store slag, hvor hold af 16 personer kæmper mod hinanden med sværd, økser, køller og krigshammere. 30 danskere er blandt kæmperne.

Sam Wullum er museumsinspektør på Spøttrup Borg, og han er særdeles stolt over, at netop borgen i Spøttrup er valgt som location til mesterskaberne.

2:23
Her kan du se en dansk kvinde i kamp på førstedagen ved VM i middelalder-kampsport.

- Den fundamentale vision, vi har for Spøttrup Borg, er, at vi ønsker at formidle middelalderen på en måde, der både er stærkt vital og vedkommende for nutidens publikum, siger han.

- Jeg ser valget af Spøttrup som en stor anerkendelse af vores ihærdige arbejde, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at se historien blive vakt til sprællevende live til maj. Det er et stort og vigtigt kapitel i Spøttrups historie, der hermed bliver skrevet.

I forbindelse med mesterskaberne bliver parken omkring Spøttrup Borg omdannet til et middelaldermarked, hvor man kan købe alt fra ringbrynjer til mjød, og på borgen kan man opleve underholdning og mæske sig i autentisk middelaldergourmet som en ægte kriger.

3:05
VM blev åbnet i formiddags med en stor ceremoni og lige efter gik kampene i gang i arenaen ved borgen. Konkurrecerne varer indtil på søndag.