VM-guld til Danmark – og Thy

Casper Steinfath har sikret Danmark VM-guld på hjemmebane i Stand Up Paddle.

steinfath.jpg
Foto: Casper Steinfath er ny verdensmester i Stand Up Paddle.

Danmark har fået en ny verdensmester. Han er fra Thy og hedder Casper Steinfath. 24-årige Steinfath har prøvet det før, men denne gang var det noget helt særligt. Foran et ellevildt publikum ved Operaen i København vandt han i fuldstændig overlegen stil sin 200 meter sprint og kunne lade sig hylde som verdensmester på hjemmebane.

Den nye verdensmester var suveræn i finalen, men allerede i det indledende løb, var det tæt på at gå galt.  Her fik han en dårlig start og lå længe nummer fire – to pladser fra den forjættede finaleplads. Men til allersidst gravede han dybt i havnen og med fem dybe, powerfulde tag sneg han sig ind på andenpladsen med bare 10 centimers afstand til nummer tre.

Lørdag sikrede Kathrine Zinck-Leth Espensen Danmarks anden medalje, da hun blev nummer tre i kvindernes 20 kilometer paddleboard.

VM i Stand Up Paddle fortæstter i næste uge i Vorupør.