VM-favoritter bakker op om Toft-deltagelse

René Toft Hansen har gode muligheder for at spille i en semifinale og finale ved VM, da modstanderne bakker op om hans deltagelse.

René Toft Hansen

Mens det ligger fast, at René Toft Hansen kan spille gruppekampene ved VM, har det indtil videre set anderledes ud med knald-eller-fald kampene.

Men den danske landstræner Gudmundur Gudmunsson fortæller, at både Tyskland og Frankrig, som Danmark kan risikere at møde i henholdsvis semifinalen og finalen, godkender, at René Toft Hansen kan deltage i de mulige kampe mod dem.

- Vi har fået fantastisk opbakning fra Frankrig og Tyskland, sagde han til TV 2 SPORT, men understreger, at det fortsat er en mundtlig og endnu ikke en skriftlig aftale.

Her fortæller han desuden, at der ligeledes arbejdes på at få lavet en aftale med den kommende ottendedelsfinalemodstander, som tyder på at være Chile.

Grunden til, at modstandernes læger skal godkende, René Toft Hansens deltagelse skyldes, at han spiller med en albueskinne, der ifølge IHF's nye regler er forbudt.

Ifølge den danske landsholdslæge, Steen Bo Kalms, er skinne dog nødvendig for, at René Toft Hansen overhovedet kan spille.

Derfor har den danske VM-delegation brugt tid ved slutrunden på at få godkendt Tofts skinne i sidste øjeblik.