Vinger knækkede af Vestas-mølle

En vindmølle ved Roslev i Salling har knækket to vinger, mens den var i brug.

Vindmoelle-1_.jpg

Det var en 850 kW Vestas-vindmølle ved Bjergbyvej i Roslev, der pludselig mistede to vinger.

Den ene vinge knækkede helt af, mens den anden blev hængende på vindmøllen. Den blev sat op i år 2000. Vestas ved ikke, hvorfor vingen knækkede, men virksomheden har hele dagen haft folk i Salling for at undersøge det.

- Vi er rigtig kede af det, der er sket. Som udgangspunkt arbejder vi altid med, at sådan noget ikke må ske, siger kommunikationsmedarbejder Lina Danstrup fra Vestas.

Nabo hørte kæmpe brag

Karin Johansen er nabo til vindmøllen. Vingetabet skete tirsdag aften, mens hun var i gang med madlavningen.

- Lige pludselig hørte jeg et kæmpe brag, og da jeg så kom hen til vinduet, kunne jeg se, hvad der var sket. Der lå en vinge på jorden, og en anden vinge hang ned fra vindmøllen, siger Karin Johansen.

Teknikerne fra Vestas skal undersøge hver eneste detalje af vindmøllen, og der kan gå flere måneder, inden de kender årsagen.