Vinduesvirksomheder fusionerer på Mors

Inwido-koncernen, der blandt andet ejer KPK Døre & Vinduer på Mors, har købt Outrup Vinduer & Døre ligeledes på Mors.

311015-KPK Vinduesfabrik Nykoebing.jpg

I første omgang køber svenske Inwido 25% af aktierne i Outrup, men det er aftalt mellem parterne, at man overtager yderligere 65% af aktierne i 2018 og 10% i 2019. Det skriver limfjordupdate.dk 

Outrup blev grundlagt af Harry Ringgaard i 1968 og er stadig i familiens eje indtil i dag. Selskabet ledes i dag af Mogens Ringgaard. Selskabet har en stærk position på markedet for træ og træ/alu produkter.

- Outrups vinduer og døre passer i tiden med deres design og energieffektivitet. Købet styrker vores position i Danmark fordi Outrup’s erfaringer vil have stor værdi i vores øvrige virksomheder, siger Håkan Jeppsson, President and CEO for Inwido til limfjordupdate.dk

Inwido påpeger i forbindelse med handlen, at der ikke vil ske sammenlægninger eller andet før tidligst i januar 2018, når selskabet har overtaget majoriteten i Outrup.

- Inwido er en aktiv, troværdig og energisk virksomhed, som på mange måder er en rollemodel for vores industri. Gruppens (Inwido’s, red.) strategi og at decentralisere ledelse og produktion, passer godt med, at man vil fortsætte produktionen i Outrup, og jeg er overbevist om, at det vil blive en succes for alle involverede, siger Mogens Ringaard.

Outrup har omkring 150 ansatte på fabrikken på Mors og omsætter for cirka 180 mio. Kr. Inwido driver i forvejen KPK Døre & Vinduer på Mors med omkring 220 ansatte.

Inwido er med 3300 ansatte er en af Europas største vindueskoncerner.