Vinduesfabrik ansætter folk

Kastrup A/S går mod strømmen og ansætter flere medarbejdere.

Kastrup001.jpg

Vinduesindustrien har været hårdt ramt af finanskrisen, og branchen har mest budt  på overskrifter om fyringer og fabrikslukninger - men der er enkelte lyspunkter.

Kastrup A/S, der har produktion i Holstebro, Vildbjerg og Lyby ved Skive, har siden nytår øget antallet af medarbejdere med 140 procent. I produktionen af træ- og alu-vinduer er antallet gået fra 25 til 60 ansatte, og med funktionærer er der i alt 75 ansatte.

Produktion hele sommeren

- Tallet skal ses på baggrund af, at vi sidste efterår var nødt til at sige farvel til en snes mand som følge af ordrenedgang. Men de har altså kunnet vende tilbage samtidig med, at vi har ansat endnu flere folk, siger direktør Lasse Kastrup.

Kastrup noterer sig, at der efter nogle stille år er ved at være god gang i byggeriet og renoveringer. Og så har den vestjyske virksomhed haft succes med at holde produktionen og salgsapparatet igang igennem hele sommeren.