Vindmøller sat på stand-by

Nye regler om støjgrænser bremser vindmølleprojekter i 3 store kommuner her i landsdelen.

Skive, Thisted og Ringkøbing-Skjern kommuner satser alle tre på vedvarende energi. Men usikkerhed om nye støjgrænser sætter nu projekter med kommende kæmpevindmøller på stand-by.

Lavfrekvent støj

Kommunerne troede de var godt på vej, men nu har Miljøstyrelsen sendt et forslag om grænseværdier for lavfrekvent støj i høring. Reglerne er ikke vedtaget endnu, men strengere krav kan betyde, at kommunerne ikke kan rejse det planlagte antal kæmpemøller.

Thisted tøver

Hvis kæmpemøllerne ikke kan stå, hvor det nu er planlagt, kan det fx blive meget vanskeligt i Thy. De har derfor i Thisted Kommune besluttet, at de ikke gør mere ved projektet med de gigantiske vindmøller inden lovgivningen er på plads.

Skive fortsætter

I Skive kommune kommer problemerne med vindmøllerne osse ubelejligt. Men modsat Thisted Kommune har man her valgt at fortsætte arbejdet som planlagt og tilpasse sig loven, når den kommer.

Afklaring til efteråret

I begge kommuner er de dog enige om en ting: Støjreglerne må ikke komme i vejen for de grønne mål. Man regner med at have de ny grænser for lavfrekvent støj på plads til efteråret.