Vindmølleplaner skaber midt- og vestjyske job

Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen vil satse stort på havvindmølleparker. Det kan betyde tusindvis af job i Midt- og Vestjylland.

311014_tandhjul_0.jpg

I 2050 kan man vel nærmest sejle slalom mellem vindmøller i de danske farvande. I hvert fald hvis det står til Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

30 nye vindmølleparker vil han skabe mellem 2020 og 2050, og det kommer til at sætte gang i hjulene hos de midt- og vestjyske virksomheder.

En af de virksomheder, der kommer til at drage fordel af planerne er Niebuhrs Tandhjulsfabrik i Ikast. Halvdelen af virksomhedens omsætning er baseret på, at de er underleverandører til blandt andre Siemens og Vestas.

- Vi producerer rigtig meget til vindmølleindustrien. Det er en stor del af, hvad vi laver. Vi laver tandhjul til rigtig mange brancher, men vindmølleindustrien er den, der fylder mest for os, siger Rasmus Niebuhr, der er administrerende direktør i Niebuhr Gears.

Radikal glæde

Der er bred enighed i Folketingssalen om, at Danmark skal være fri af fossile brændstoffer. Rasmus Helveg Petersens forslag satser stort på at kunne firdoble antallet af vindmøller, og klimaminsterens plan glæder den radikale partifælle Andreas Steenberg.

- Det er en god erhvervspolitik for vores landsdel, fordi vi jo både producerer dem, men også stiller dem op, fordi det jo er her, vinden blæser, siger Andreas Steenberg.

Han skønner, at planerne kommer til at øge antallet af vindmøllejob i tusindvis her i landsdelen, som i øjeblikket rummer cirka 20.000.

Se mere i nyhederne klokken 19.30.

2:06
Hver uge året rundt skal der opsættes en kæmpe havvindmølle. Vel at mærke fra 2020 og 30 år frem.