Medarbejderne sendt hjem: Vindmøllevirksomheden Solid er gået konkurs

Efter et krisemøde er de ansatte hos Solid blevet sendt hjem uden løn.

Solid Wind Power er en del af virksomheden Solid. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Skjern-virksomheden Solid er erklæret konkurs ovenpå et krisemøde torsdag. Efter mødet blev alle medarbejdere sendt hjem med besked om, at de ikke får udbetalt løn i januar.

Virksomheden består af underafdelingerne Solid Windpower, Solid Productions og Solid Energy, og samlet set er der godt 100 ansatte. Omkring 35 af dem er organiseret i Dansk Metal, hvor man har stor sympati med de ansatte hos Solid.

De ansatte kommer til at befinde sig i en mærkelig form for tomgang det næste stykke tid, hvor de ikke helt ved, om de er købt eller solgt.

Helge Albertsen, Metal Skjern-Ringkøbing

- De ansatte kommer til at befinde sig i en mærkelig form for tomgang det næste stykke tid, hvor de ikke helt ved, om de er købt eller solgt, siger Helge Albertsen, der er afdelingsformand for Metal Skjern-Ringkøbing.

Han fortæller, at konkursboets kurator de næste 14 dage har rådighed over både virksomhed og medarbejdere. Hvis der kan findes en ny ejer i løbet af den periode, er der en chance for, at de ansatte kan fortsætte i deres job.

- Jeg tror på, at virksomheden kan sælges. Deres produkter fejler ikke noget, så jeg kan ikke forestille mig andet end at der godt kan findes en køber. Men hvornår det sker, det ved jeg selvfølgelig ikke, siger Helge Albertsen.

Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern har der i nattens løb været forhandlinger med potentielle investorer om hvorvidt hele virksomheden eller dele af den kan videreføres.

For alle medarbejdere bliver der oprettet sager hos Lønmodtagernes Garantifond, så de kan få udbetalt en løn for januar.

03:04

Mens der bliver flere af de store vindmøller, så er markedet for de private husstandsvindmøller og solcelleanlæg gået i stå.

Luk video