Vindmøller giver underskud

Tre vindmøller langs stranden i Hvide Strande har vist sig at være en dårlig forretning. Det lokale vindmøllelaug forventer et millionunderskud i 2017

VINDMOLLE.jpg

Tre vindmøller langs stranden i Hvide Sande skulle give nyt liv. I stedet forventer det lokale vindmøllelaug nu millionunderskud i 2017.

- Vi havde jo selvfølgelig lidt andre forventninger til det, end som det ser ud nu, siger Henning Davidsen, der er formand for Hvide Sande Nordhavn Vindmøllelaug.

 

Forventningerne var højere end vindmøllerne selv, da de lokale i Hvide Sande tilbage i 2012 købte andele i et nyt vindmølleprojekt. 

- Vi synes selv, vi lavede et ret konservativt budget den gang og havde også et spænd ned til den nedre grænse, og jeg kendte ikke nogen den gang, som synes, at vindmøller var en dårlig investering, fortæller Henning Davidsen.

 

Men vindmøller kan ende med at blive en underskudsforretning. Grunden hertil skal findes i faldende elpriser. Vindmølleejerne tjener simpelthen ikke nok på den strøm, vindmøllerne producerer.

- 37 procent af vores produktion af el kommer stadig fra kul og gas, og når råvarepriserne falder så kraftigt, som de har gjort på det seneste, så falder elpriserne også, lyder det fra Allan Vittrup, der er portfolio manager ved Vindenergi Danmark.

 

Skal prisen på el op i Hvide Sande, skal resten af Europa følge trop. Ifølge Allan Vittrup kræver det derfor politisk handling i EU, hvis udviklingen skal vende. Højere elpriser vil kræve en grønnere europæisk miljøpolitik, men det kan koste europæiske virksomheder dyrt.

-Man er nok knap så interesseret i at få højere energipriser, når det kommer til stykket. Så længe man ikke har væksten og så længe man ikke har jobsene, siger Allan Vittrup.

 

På havnen i Hvide Sande frygter de 400 andelshavere, at vindmølleeventyret bliver en fiasko. Lige nu arbejder vindmøllelauget på at sælge deres anparter. Måske til et energiselskab.

- Der er forskellige scenarier, som vi arbejder på i øjeblikket, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på her, lyder det fra Henning Davidsen.

 

Ifølge Allan Vittrup kommer der til at gå mange år, før elpriserne stiger igen. Men det lader Henning Davidsen sig ikke slå ud af.

- Det er jo fint, at der er nogle profeter, der ved, hvad der sker. Der er også nogen, profiterer dommedag og ting og sager. Men det er ikke sket endnu, så vi tror på, at vi nok skal finde en løsning.