Vindmølleproducent lokker lokalområde med millioner

Hoven er blevet lovet 5,6 million kroner fra vindmølleproducent. Betingelsen er dog, at der skal bygges otte vindmøller i nærområdet.

Vindmøller

Hoven sydøst for Skjern står til at modtage en ganske stor pose penge fra vindmølleproducent Best Energy A/S. Der er dog én betingelse - der skal bygges otte vindmøller i nærområdet. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det er Best Energy A/S, der står bag et vindmølleprojekt, der ifølge avisen skal placeres ved Heimdal/Påbøl Plantage lidt uden for Hoven.

Bliver det et ja til de otte vindmøller, så udløser hver vindmølle 700.000 kroner til lokale initiativer. Altså 5,6 millioner kroner. Det sker gennem en fond.

Direktør i Best Energy A/S, Bent Stubkjær, fortæller, at pengene til fonden er kommet efter ønske fra lokale lodsejere.

-  Lodsejerne har givet udtryk for, at de gerne vil have støtte i lokalsamfundet. Ideen er, at borgerne i Hoven skal få noget ud af de her møller, siger Bent Stubkjær til avisen.

Viceborgmester stemmer imod

Fondens medlemmer er lokale borgere, der allerede er aktive indenfor forskellige typer foreningsliv. De skal så uddele beløbet til lokale projekter indenfor bymiljø og kultur.

Vindmølleprojektet er vendt i byrådet og er netop nu i høringsfasen. Her skal projektet dog ikke forvente at få opbakning fra viceborgmesteren i kommunen.

- Det er rigtig fint med penge til foreningslivet, men jeg bekymrer mig om dem, der bor i nærheden, som lider et værditab, fordi deres jord er tæt på møllerne, siger viceborgmester Kristian Andersen (KD) til Dagbladet.

Han kommer derfor ikke til at stemme for projektet, siger han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern