Vindmølleindustrien boomer: Største jobskabelse siden 2008

Vindmølleindustrien havde stor fremgang i 2016. Det var især den øgede eksport til Holland og Storbrittanien, der var drivkraften.

Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

2016 var et rigtigt godt år for vindmølleindustrien på alle parametre. 

Der blev ansat 1.713 nye medarbejdere på landsplan og efter et skidt år for eksporten i 2015, kom eksporten tilbage på sporet i 2016. Eksporten til Holland blev for eksempel tredoblet, mens den blev fordoblet til Storbrittanien. Samlet set steg eksporten med 16 pct. Det viser en rapport, der er udarbejdet af DAMVAD Analytics på vegne af Vindmølleindustrien. 

Tallene viser, hvor vigtig den danske vindmøllebranche er for Danmark, mener den administrerende direktør for brancheorganisationen Vindmølleindustrien. 

- De flotte tal for 2016 understreger, at vindmølleindustrien er en vigtig vækstmotor for Danmark, og at udlandet i den grad efterspørger de produkter og løsninger, som branchen er verdenskendte for at levere, siger den administrerende direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg. 

I Region Midtjylland er 4 procent af de ansatte i den private sektor ansat i vindmøllebranchen, hvilket svarer til omkring 12.500 personer. 

Og at de fleste af jobbene i branchen ligger vest for Storebælt har også en stor betydning. 

- 4 ud af 5 job er vest for Storebælt, og derfor kan man ikke undervurdere vigtigheden af vindmøllebranchen for væksten særligt i de vestdanske regioner. Jeg ser selvfølgelig gerne, at vi løbende tilpasser virksomhedernes vilkår, så væksten kan fortsætte, siger Jan Hylleberg.

Vindmøllebranchen står for 4,1 pct. af den samlede danske eksport.