Vindmølle-uheld: Knækkede vinger, eksplosioner og dødsulykke

Få her et overblik over tidens vindmølleuheld i Midt- og Vestjylland.

I januar 2015 røg vinger og hus af en vindmølle på Mors, der havde været ude af kontrol i over et døgn.
I januar 2015 røg vinger og hus af en vindmølle på Mors, der havde været ude af kontrol i over et døgn.
Foto: TV MIDTVEST

Verdens højeste vindmølle, der er opsat i Østerild, brød fredag aften i brand. I følge vagtchefen hos Midt - og Vestjyllands Politi havde teknikere forud for branden testet og opdateret vindmøllen. Da man efterfølgende skulle sætte møllen i gang igen, opstod der røgudvikling i tårnhuset, som så udviklede sig til en brand.   

1:26
Indsatsleder Lars Bjørndal fortæller om branden fredag aften. 

Men det er langt fra første gang, der opstår problemer med vindmøller i den midt- og vestjyske landsdel. 

I juli 1993 var optræk til drama, da en brændende vindmølle ved Ringkøbing løb løbsk. Efterfølgende arbejdede teknikerne fra vindmøllefabrikken Vestas i Lem på at finde ud af, hvorfor sikkerhedssystemerne svigtede.

I februar 2008 gik det galt med en vindmølle på Djursland, der nærmest eksploderede. Den mekanisme, som regulerer vingernes hastighed svigtede på en Vestas-mølle i Hornslet. Ingen mennesker kom til skade ved uheldet, men uheldet var blot endnu et i rækken for Vestas. Før det var der blandt andet problemer med en vindmølle i Sverige. 

I februar 2012 var den gal på Norddjurs. Her væltede en 30 meter høj Vestas-vindmølle ned over en vej ved Lystrup. Kort forinden var landmanden, der ejer marken, kørt forbi møllen. Men ingen mennesker kom til skade. Vestas nedsatte efterfølgende en havarikommission, der skulle finde årsagen til uheldet. 

Dødsulykke i Holland

I oktober 2013 mistede to mænd livet, da de var ved at reparere en Vestas vindmølle i Holland. Da de to unge mekanikere arbejdede i toppen af vindmøllen, brød møllen i brand, og ulykken kostede de to unge mænd livet.

I følge TV MIDTVEST's oplysninger var der også teknikere til stede inden branden i Østerild fredag aften. Men her kom ingen til skade. 

I oktober 2014 knækkede to vinger af en Vestas vindmølle ved Roslev i Salling.
Den ene vinge knækkede helt af, mens den anden blev hængede på møllen. Vestas-møllen blev sat op i år 2000. Vestas kendte dengang ikke årsagen til, hvorfor vingen knækkede, men virksomheden havde folk i Salling for at lave undersøgelser.

Sådan så det ud, da to vinger knækkede af en vindmølle i Roslev.
Sådan så det ud, da to vinger knækkede af en vindmølle i Roslev.
Foto: TV MIDTVEST

I januar 2015 røg vinger og hus af en vindmølle på Mors, der havde været ude af kontrol i over et døgn. Vingerne splintredes og nogle af stykkerne lå 35 meter væk. Møllen begyndte at løbe løbsk dagen forinden og hele aftenen blev det vildere og vildere.
Ingen kom til skade da møllen smed vingerne over middag og afspærringen ved Møllen blev kort tid efter ophævet.

I januar 2015 røg vinger og hus af den vindmølle på Mors, der havde været ude af kontrol i over et døgn.
I januar 2015 røg vinger og hus af den vindmølle på Mors, der havde været ude af kontrol i over et døgn.
Foto: TV MIDTVEST

I december 2016 mistede en Vestas-vindmølle ved Tarm en af sine vinger under Stormen Urd.
Det var en vindmølle på Bindesbølvej syd for Borrislejren, der dengang havde mistet sin ene vinge. Da brandvæsenet kom frem til stedet, var der ingen mennesker i nærheden, og derfor kom der heller ingen til skade ved den dramatiske episode. For en sikkerheds skyld blev vejen dog spærret af, så der ikke kom mennesker i området.