Vindmølle skaber kaos

En vindmølle på Mors skaber problemer. Den er nemlig trods en tilladelse endt med at være på en ulovlig position, så flyvepladsen ikke må bruges.

Egon Andersens hustandsmølle er blevet centrum for lidt af en stridighed, for den gør, Morsø Flyveplads ikke kan bruges. Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Egon Andersen på Mors er havnet i en kamp mod kommunen. I 2016 fik han tilladelse til at sætte en hustandsvindmølle op på sin grund. Da vindmøllen så endelig stod klar i 2017 kom kommunen alligevel tilbage og sagde, at den skulle rives ned. Nu kan de to parter ikke blive enige om regningen på omkring en halv million kroner.

- Der er byggetilladelse og landzone-tilladelse og det hele. Det er som de skal være. Det gik jeg i hvert fald ud fra, forklarer Egon Andersen.

Det er en meget dårlig sag for alle parter

Mejner Nørgaard, Formand, Teknik- og Miljøudvalget, Morsø Kommune

Kommunen havde bare lige været hurtige nok med at give Egon Andersen tilladelsen. For Egon Andersen er nabo til Morsø Flyveplads, og for enden af landingsbanen er vindmøllen for tæt på. Lige nu må der kun flyves på Morsø Flyveplads på grund af en dispensation fra trafikstyrelsen. 

- Det er en meget dårlig sag for alle parter, også en sag, som vi alle sammen kunne have været foruden, og som vi også burde have været foruden. Men der laver Morsø Kommune en fejl, indrømmer Mejner Nørgaard, som er formand for teknik- og miljøudvalget i Morsø Kommune og medlem af Dansk Folkeparti.

Dispensation ophører

Flyvepladsens dispensation udløber til nytår. Hvis ikke problemet med vindmøllen er løst inden da, må der ikke flyves fra flyvepladsen. Derfor har Morsø Kommune påbudt Egon Andersen at rive vindmøllen ned. 

- Det duer jo ikke den er der, og så skal den væk. Sådan er det jo. Og så må jeg undvære at have en mølle. Sådan er det, forklarer Egon Andersen.

Men synes du, at du skal betale for det? 

- Nej, det kan ikke være rigtigt.

Mølleejer har selv lavet fejl

Problemet for Egon Andersen er bare, at hans mølle ikke er præcis den model, der er givet tilladelse til. Og så står den også 12 meter fra det sted der er ansøgt om. Derfor vil Morsø Kommune ikke tage 100 procent af ansvaret.

Læs også Trods vindmøller: Surfere elsker stadig Hanstholm

- Hvis det er sådan det kan lade sig gøre, så vil Morsø Kommune også gerne indgå et forlig med egon andersen, så vi kan finde en løsning han også er tjent med, fordi vi indrømmer at vi har lavet en fejl, det skal der ikke herske tvivl om, siger Mejner Nørgaard.

Derfor har kommunen også en sag, når nu møllen står forkert placeret.

- Jo, men jeg har også tilbudt at flytte den og udskifte den, men det fik jeg at vide, at det var der ingen grund til, fortæller Egon Andersen.

Fordi hvis vindmøllen stod på den rigtige placering, ville den stadig stå ulovligt i forhold til flyvepladsen. Derfor peger pilen igen mod kommunen.

- Det kan godt være, men nu har han altså en mølle som står ulovligt, afslutter Mejner Nørgaard.

Sagen om Egon Andersens vindmølle ligger lige nu hos Plan-ankenævnet i Viborg. Ifølge kommunens nedrivningspåbud, skal Egon Andersens vindmølle dog være væk på tirsdag.

02:24 Luk video