Vindmølle-firma sagsøges for millioner

Naboer til Danmarks tredje største on-shore vindmøllepark sagsøger firmaet bag for 2.4 mio. kr.

Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

21 vindmøller, der hver måler 122 meter i højden står klar til at producere strøm i Hvidemosen ved Hogager på grænsen mellem Herning og Holstebro kommuner.

Men naboerne til de store møller er langtfra begejstrede. De vælger nu at sagsøge firmaet bag vindmølleparken for 2.4 millioner kroner som erstatning for tabt ejendomsværdi. Skriver aoh.dk

Det sker i slipstrømmen på rejsegildet for vindmølleparken, der har kostet 350 millioner kroner, i fredags.

Efter de første testkørsler er overstået, skal produktionen af strøm i Hogager Vindpark K/S, der er Danmarks tredjestørste vindmøllepark på land, for alvor til at begynde.

Byrådsmedlem Aksel Gade (V) fra Holstebro, oplyste ved rejsegildet at vindmølleparken er beregnet til at kunne levere strøm til at dække en femtedel af Holstebro Kommunes samlede forbrug, svarende til 25.000 parcelhuse.

Kurrer på tråden

Stemningen blandt naboerne i det tyndt befolkede område, klos op ad Skave Speedwaystadion, er dog knap så lystig som vindmøllernes snurren. Som Gunnar Lisby Kjær diplomatisk udtrykte det ved rejsegildet har der været »kurrer på tråden« undervejs i forløbet.

Naboerne, også på Hernings side af kommunegrænsen, har forgæves gjort indsigelser mod den massive opstilling af møller, hvoraf de yderste er placeret i kommuneskellet, og efterfølgende har flere af beboerne, ligeledes på begge sider af kommunegrænsen lagt sag an mod vindmølleopstilleren, fordi de mener, at de har fået for lidt i erstatning for det værditab, som deres ejendomme vil lide.

Spillets regler

Det er firmaet Skovgaard Invest, med projektudvikler Gunnar Lisby Kjær fra Lemvig, der står bag den store vindmøllepark.

- Vi har betalt 2, 2 millioner kroner i erstatning for værditab. Men naboerne stiller krav om yderligere 2,4 millioner, oplyser han.

- Sådan er spillets regler. Jeg kan sagtens se det fra beboernes side. Jeg tvivler personligt stærkt på, at de får udbetalt så stor en erstatning, som de kræver. Men jeg har forståelse for, at de hyrer en advokat og vil rejse en sag, og jeg bliver ikke uvenner med dem af den grund. siger Gunnar Lisby Kjær til aoh.dk