Ville sprætte ung mand op (Opdateret)

Fem yngre mænd er blevet anholdt og sigtet for trusler og røveri mod en jævnaldrene.

politi.jpg

De fem mænd fra Holstebro truede i følge politiets sigtelse med, at de ville sprætte en jævnaldrene mand op, hvis han gik til politiet.

Grundlovsforhøret mod de fem unge mænd begyndte klokken 11 onsdag formiddag og foregik for lukkede døre, da der endnu er en gerningsmand på fri fod.

 Gert Østergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter sigtelsen over for TV/MIDT-VEST.

- De er sigtet for vidnetrusler, afpresning og røveri, fortæller vicepolitikommissær Gert Østergaard, Midt- og Vestjyllands Politi.

Narkogæld

Truslerne er i følge politiet foregået i en vaskekælder i Holstebro og bunder angiveligt i en, at den unge mand skulle have en ubetalt narkogæld på 10.000 kroner.

De fem unge mænd, der er 19-24 år, truede blandt andet med at de ville sprætte den forurettede op, hvis han sladrede til politiet om truslerne.

Alle fem nægter sig skyldige.

Meldte sig selv

Sidst på eftermiddagen troppede den sjette og sidste af de formoede gerningsmænd op i retten og meldte sig selv, hvor politiet anholdte ham.

Først klokken 20 onsdag aften blev der afsagt kendelse, og her blev alle seks mænd varetægtsfængslet for vidnetrusler, afpresning og røveri. De seks mænd har valgt at kære kendelsen til landsretten.