Ville ikke forlade hus - slog ud efter betjent

En 31-årig mand blev voldsom og slog ud efter en betjent, da politiet forsøgte at fjerne ham fra et hus i Aalestrup

Foto: arkivfoto

En 31-årig mand blev natten lørdag anholdt og sigtet for forsøg på vold mod en politimand, da han ikke ville forlade en adresse i Aalestrup, hvor han var uønsket.

Politiet blev kaldt ud til adressen omkring klokken fem, hvor de forsøgte at få manden til at følge med.

Manden var stærkt påvirket af alkohol eller stoffer. Da politiet forsøgte at få ham til at forlade adressen, blev han voldsom og slog ud mod en af betjentene.

Ingen kom til skade, men mandens opførsel ender med en sigtelse for forsøg på vold mod en betjent.