Ville fælde træ - fik åbent lårbensbrud

Satte træ i spænd med byggelift - blev kastet seks meter væk, men kunne selv ringe til alarmcentralen.

En 66-årig kom alvorligt til skade, da han fredag morgen skulle fælde et træ i en plantage ved Krejbjergvej i Ejstrupholm.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den 66-årige satte en byggelift mod træet - formentlig for at sikre sig, at træet faldt i den rigtige retning.

Det viste sig dog at være en dårlig idé, idet træet kom i spænd, og da manden begyndte at save, knækkede træet og kastede den 66-årige seks meter væk.

Den uheldige skovhugger pådrog sig et åbent lårbensbrud, men kunne selv at ringe til alarmcentralen. I løbet af samtalen mistede han dog bevidstheden, og politi og redningsvæsen kom herefter på noget af en opgave for at finde ud af, hvor ulykken var sket.

Politiet vidste, hvilken plantage der var tale om, og ringede herefter til lodsejeren, som nogenlunde vidste, hvor den 66-årige var gået hen. Til sidst lykkedes det at finde den 66-årige, som i en lægehelikopter blev fløjet til sygehuset i Århus.