Ville betale stor bøde med mønter

Ung mand mødte op på politigården med en sæk fyldt med mønter.

HolstebroNaerSkilt.jpg

En ung mand satte torsdag politiet i Holstebro på noget af en opgave, da han skulle betale en bøde for gadeuorden. Han forsøgte nemlig at betale med mønter.

Den unge mand kom i første omgang ind på politigården for at høre, om det virkelig kunne passe, at han skulle betale 1500 kroner for at urinere på et vindue i gågaden. Da ordensmagten stod fast på kravet, forlod han stedet - men kom kort efter tilbage med en sæk fyldt med mønter.

Han forklarede, at der var 1500 kroner i 50 øre-mønter - men kontorassistenten havde ikke den store lyst til at kontrollere påstanden, og de ansatte i politiets økonomiafdeling kom assistenten til undsætning.

Med henvisning til møntloven kan man nemlig nægte at modtage "mere end 25 mønter af hver enhed".

- Det hele endte med, at den unge mand betalte bøden med sit Dankort, hvorefter han forlod stedet med et smil. Han sagde faktisk, at det bedste havde været at se medarbejderens reaktion, da han satte sækken på bordet, fortæller vicepolitiinspektør Allan Laustsen.