Villaejer spærrede politiet inde

En 52-årig mand er sigtet for at forhindre politiets arbejde, da han spærrede en patruljevogn inde på sin grund. Patruljen jagtede en 17-årig på en knallert.

En 52-årig mand fra Brande tog natten til lørdag en rigtigt dårlig beslutning, da han valgte at spærre en patruljevogn inde på sin grund ved at lukke en gitterport.

Patruljen var på jagt efter en 17-årig på en knallert, som de vurderede kørte usikkert. Den 17-årige drejede ind på en privat ejendom, men betjentene kørte efter og fangede knallertføreren. Mens den 17-årige pustede i alkometeret kom ejendomens 52-årige ejer ud. Han skyndte sig at lukke indkørslens gitterport, og opfordrede derefter kraftigt den 17-årige til at flygte fra politiet, der var fanget i indkørslen.

Det valgte den 17-årige ikke at gøre, og så blev den 52-årige mand anholdt og sigtet for at hindre politiets arbejde. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi kan den slags give alt mellem en bødestraf og halvandet års fængsel.