Vildtforvaltningsråd til politikere: Skru ned for retorikken om ulven

Vildtforvaltningsrådet mener, at politikernes skarpe udtalelser er med til at opfordrere borgere til at tage sagen i egen hånd. Venstres Kristian Pihl Lorentzen er ikke enig i kritikken.

I sidste uge blev denne ulv skudt ved Ørnhøj. Lige nu er en 66-årig mand sigtet for at have skudt og dræbt ulven.
I sidste uge blev denne ulv skudt ved Ørnhøj. Lige nu er en 66-årig mand sigtet for at have skudt og dræbt ulven.
Foto: TV 2

- Det, jeg synes, er ærgerligt, det er, når der opfordres til ulovlighed fra dem, der laver lovene. 

Sådan lyder det nu fra Vildtforvaltningsrådet, der melder sig på banen i en ophedet ulvedebat. Formanden henviser blandt andet til en udtalelse fra folketingspolitiker Kristian Pihl Lorentzen (V), der til TV MIDTVEST den 14. februar 2017 sagde: 

- Der skal man have lov til at lave selvforsvar og skyde en ulv en kugle for panden. 

Ifølge Vildtforvaltningsrådet kan ytringer som den politikere kom med tolkes som en opfordring til selvtægt. 

- Den er for hård, og den efterlader det indtryk, at nogle kan opfatte det som at på højeste sted i det her land, der accepterer man ulovligheder, forklarer formand Jan Eriksen. 

Vildtforvaltningsrådet rådgiver Miljø- og Fødevareministeriet, og det består af medlemmer fra blandt andre Landbrug & Fødevarer, Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening. Men Kristian Pihl Lorentzen giver ikke meget for deres kritik.

Er du ikke med til at legitimere at skyde ulven, når du vælger at bruge det ordvalg, som du gør?

- Absolut ikke. Jeg synes, det er vigtigt, at vi politikere kommer med klar tale, og man skal skelne imellem, at man siger et eller andet, nu synes vi folk skal gå ud og skyde ulve, det har jeg ikke sagt. Jeg siger, jeg kæmper for at ændre reglerne, således det bliver muligt at skyde problemulve og foretage en regulering af ulvene fremover på lovlig vis, siger Kristian Pihl Lorentzen (V) til TV MIDTVEST.

Mens politikeren mener, at det er hans ret at udfordre den gældende lovgivning, så mener Vildtforvaltningsrådet ikke, at ordvalget gavner debatten. 

- Men så ville jeg sige, at jeg går ikke ind for ulve i Danmark, eller at jeg går ind for ulve i Danmark. Og hvis jeg ikke går ind for ulve i Danmark, så vil jeg prøve at påvirke den politik og de love og regler, vi har, siger formanden for rådet. 

Men venstremanden fastholder, at han vil have lov til at blande sig. 

- Det må være sådan, at vi politikere godt kan deltage i debatten og meddele, hvad vi kæmper for, uden at vi skal skydes i skoene, at vi går ind for selvtægt, lyder det. 

Vildtforvaltningsrådet arbejder netop nu på en ny forvaltningsplan for ulven. 

2:05
Vildtforvaltningsrådet mener, at politikernes skarpe udtalelser er med til at opfordrere borgere til at tage sagen i egen hånd.