Vildsund Marked: Der kommer et efterspil

Linse Kessler dukkede ikke op til Vildsund Marked. Nu vil arrangørerne have deres penge tilbage. (Foto: Colourbox)

Én dag før Bryggen-pigen Linse Kessler skulle på scenen på Vildsund Marked, meddelte kendissen på Facebook, at hun ikke ville komme alligevel.

- Hun har brudt en kontrakt, som vi havde med hende. Selvfølgelig kommer der et efterspil, siger Mads Jensen Ohlsen, markedsansvarlig på Vildsund Marked.

Linse Kessler begrundede afbuddet med, at hestene på markedet ikke har det godt. Noget, som arrangørerne slet ikke kan forstå.

- Vi har haft hende på andre tilsvarende markeder, hvor der også har været dyr. Det undrer os, det gør det, siger den markedsansvarlige.

Nu vil han have sine penge igen. 

- Hun har ligesom været en del af hele vores annoncering. Vi har ikke haft direkte kontakt til hverken Linse Kessler eller manageren endnu, men det kommer til at ske, siger Mads Jensen Ohlsen.

Succes på trods af afbud

På trods af Linse Kesslers afbud blev det et godt år for det traditionsrige heste- og kræmmermarked, der har 144 år på bagen. Vejret lokkede mange besøgende til Vildsund Marked. 

- Det blev besøgt af formentlig mere 100.000 mennesker, oplyser den markedsansvarlige.