Vild titelstime: Dansk VM-forward er vant til at vinde

Mads Christensen kaster guldglans over ishockeylandsholdet med 11 nationale mesterskabstitler på cv'et.

Den tidligere Herning-spiller Mads Christensen i aktion for Danmark under tirsdagens kamp mod USA. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Der findes topspillere, der spiller en hel karriere uden nogensinde at vinde en pokal eller titel.
    
Den gruppe tilhører den danske ishockeyforward Mads Christensen ikke.
    
Han er kun akkurat fyldt 31 år, men har allerede været med til at vinde 11 nationale mesterskaber. Seneste titel blev tilføjet cv'et i sidste uge, da han for tredje år i træk vandt det tyske mesterskab med Red Bull München.

Alle, der kender mig, ved, at jeg hader at tabe. Det er det værste, jeg ved. 

Mads Christensen, landsholdsspiller i ishockey

- Nogle gange kan jeg godt tænke, at det er ret vildt, at det kan lykkes så ofte. Men det er måske mere noget, man spekulerer over, når man bliver ældre.
    
- Mens jeg står i det, har jeg altid et nyt mål foran mig, siger Mads Christensen.
    
Foruden de tre tyske mesterskaber i München er det blevet til tre med Eisbären Berlin, fire danske mesterskaber med Herning og et enkelt med Sønderjyske.

Særlig guldglans

Enten har VM-forwarden været heldig med sine klubskifter, eller også tilfører han sine hold en helt særlig guldglans.
    
- Det er nok lidt et miks. Alle, der kender mig, ved, at jeg hader at tabe. Det er det værste, jeg ved. Jeg har altid prioriteret højt at spille på hold med en vinderkultur.
    
- Jeg har været heldig med at være på nogle hold, hvor der ikke har været alle mulige, der har tænkt på sig selv i stedet for holdet, siger Mads Christensen.
    
Han er en af de sidste, der er trådt ind i den danske VM-trup, fordi hans klub som sædvanlig nåede langt i slutspillet.
    
Men landstræner Jan Karlsson har ingen grund til at være nervøs for, at Christensen har festet sin form væk i mesterskabsrusen.
    
- Næh, jeg tog det stille og roligt. Det skal han overhovedet ikke spekulere på. Jeg føler mig skarpere end nogensinde. Jeg er i min bedste alder, er sulten og klar, siger Mads Christensen.
    
/ritzau/