Vild biljagt på Mors

Politiet jagtede en 20-årig narkobilist rundt på Mors i mere end en halv time.

En vild biljagt udspillede sig lørdag aften i og omkring Nykøbing Mors. Thisted Politi jagtede i mere end en halv time en 20-årig narkobilist, som ikke ville standse.

- Manden overtrådte nærmest hele færdselsloven. Han har kørt alt for stærkt gennem byen, forbrudt sig mod snart sagt samtlige vigepligtsforseelser og så kørte han samtidig narkopåvirket, siger politikommissær, Jørgen Jensen.

Den 20-årige kørte i en BMW 525, og jagten endte, da han kørte fast i en hæk. Han får nu et retsligt efterspil og kan som minimum se frem til en sigtelse for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, hastighedsovertrædelse og brud på vigepligtlovgivningen.