Vil være EU-kandidat for Venstre: Ulven er hans mærkesag

En mand med en mission: At fjerne ulven, hvor den ikke er ønsket. Den sag gør, at Erik Poulsen vil være kandidat til EU-valget næste år.

Erik Poulsen vil være Venstres kandidat til det kommende Europa-Parlamentsvalg. Han har én mærksag: Ulven.
Erik Poulsen vil være Venstres kandidat til det kommende Europa-Parlamentsvalg. Han har én mærksag: Ulven.
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Erik Poulsen fra Tim vil være kandidat for Venstre ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. Han har den mærkesag at:

- frede ulven, hvor den er ønsket - og jage den, hvor den er uønsket, forklarer han.

Han er journalist og har arbejdet for virksomheden, Storålam, der har haft adskillige dokumenterede ulveangreb på sine får. Journalisten fra Tim går nu skridtet videre i sin kamp mod ulven.

- Jeg kan forhåbentlig være med til at påvirke, hvilken løsning og hvor hurtigt vi får en løsning, uddyber han.

Venstre i Vestjylland er skeptisk

Tirsdag skal Venstre i Vestjyllands Storkreds vælge kandidat. Men næstformand Leif Bønding er skeptisk i forhold til en kandidataspirant, der stiller op på baggrund af en enkelt mærkesag.

- Der kan være mange andre forhold, som kunne være lige så vigtige og fylde mindst lige så meget - og som nok også har større fylde for almindelige mennesker, siger han.

Valgforsker: Enkeltsager kan blive afgørende

Spørger man en ekspert i valg, kan ulveproblematikken sagtens give aspiranten medvind. Han kan blive valgt.

- Det kan man godt, hvis det er en vigtig sag, som tilpas mange vælgere går op i. I og med han vil stille op i Vestjyllands Storkreds, som er ét af de områder, hvor ulven findes, var det da en mulighed, siger valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Hvis han blandt de i alt tre aspiranter bliver kandidat tirsdag, skal han på stemmesedlen ved valget, der foregår i slutningen af maj 2019.

1:59