Venstre-folk har fået nok: Vil af med både Lars Løkke og Kristian Jensen

Flere navngivne Venstre-folk står nu frem med ønske om at skifte ud i partiets ledelse. En af dem er Mette Marie Thomsen, der er kommuneforeningsformand i Holstebro.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Flere Venstre-folk stiller sig nu frem og vil have både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skiftet ud i toppen af partiet. Det skriver Jyllands-Posten.

Efter flere ugers uro internt i Venstre, der for nylig kulminerede med sommergruppemødet, er der nu optræk til en ny udvikling i partiet. For så længe Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen sidder i spidsen, vil de interne konflikter ikke stoppe, mener en række Venstrefolk, og derfor efterlyser de nu et nyt formandskab i partiet.
   

Nu har formanden og næstformanden brugt fem år på at få tingene til at køre, uden at det rigtigt er lykkedes, så jeg kan have min tvivl, om det kommer til at lykkes

Mette Marie Thomsen, kommuneforeningsformand i Holstebro

- Der er skabt fløjdannelser inden for Venstre, og det kan vi ikke bruge til noget. Fløjene vil fortsætte, hvis ikke både formanden og næstformanden bliver skiftet ud, siger Svend Møller Sørensen, medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg, til Jyllands-Posten.

Efterlyser luftforandring 

Mette Marie Thomsen er kommuneforeningsformand i Holstebro og har dermed også en plads i hovedbestyrelsen, som er det øverste led i Venstres organisation. Også hun står nu frem og efterlyser luftforandring i partiet. Mette Marie Thomsen er ikke bleg for at sætte navn på, hvem hun gerne så i toppen af Venstre.

- Nu har formanden og næstformanden brugt fem år på at få tingene til at køre, uden at det rigtigt er lykkedes, så jeg kan have min tvivl, om det kommer til at lykkes, siger hun, der overfor Jyllands-Posten ikke vil sætte navn på en eventuelt ny formand.

- Men Stephanie Lose lyder som en spændende person at sætte i spil. Jeg tænker ikke, at hun bliver formand, men hun er et spændende alternativ til at blive en del af formandskabet.

Læs også Hvem støtter Kristian Jensen? Usikkerhed kan blive 'rigtig giftig' for Venstre

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) skriver i en mail til Jyllands-Posten, at Venstres ledelse, "anerkender til fulde, at der har været for meget uro i de seneste uger. Men vi er også enige om, at vi har en rigtig stærk ledelse i Venstre, og nu er vores klare fokus på at skabe politiske resultater for de over 800.000 vælgerne, som har stemt på Venstre og givet os en fremgang på 10 mandater. Det skylder vi dem."

Læs også Kommentator: Kristian Jensen må selv tage kampen

På spørgsmålet, om han selv og Lose er de rette til at stå i spidsen for Venstre fremadrettet, svarer Ellemann-Jensen:
    
- Nej, vi har en formand og en næstformand. Og de kæmper for, at vi genvinder nøglerne til Statsministeriet.

03:31

Der er stadig et delt formandskab i Venstre. Det slår næstformand Kristian Jensen fast. Dermed går han i rette med Claus Hjort Frederiksen.

Luk video