Vil stoppe betalt parkering på Bulbjerg

Det er et helt forkert signal at sende til turisterne, når man vil kræve penge for parkeringen ved Bulbjerg, siger Venstre-politiker.

Venstres folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen, der er valgt i Thisted-kredsen, vil nu forsøge at stoppe Naturstyrelsens planer om at indføre betalingsparkering ved fuglefjeldet Bulbjerg i Hanherred og 18 andre strande og naturområder.

- I Folketinget prøver vi konstant at fremme dansk turisme. En af vores helt store udfordringer er et højt omkostningsniveau, og så er det da mærkeligt, at man skal betale for at parkere ved Bulbjerg og andre af de attraktioner, som vi er allermest stolte af, siger Torsten Schack Pedersen.

Vil indbringe fem millioner

Han har nu rejst sagen over for miljøminister Kirsten Brosbøl (A), som har en uge til at komme med et skriftligt svar.

Naturstyrelsen har besluttet at indføre betalingsparkering ved de 19 attraktioner for at sikre penge til vedligeholdelse, oprydning og drift af toiletterne. Hvor meget man skal betale de enkelte steder, er endnu ikke afgjort, men styrelsen regner med, at ordningen vil indbringe fem millioner kroner om året.

- Jeg nægter at tro, at fem millioner kroner vil gøre den store forskel i styrelsens budget. Og under alle omstændigheder er betalingsparkering et helt forkert signal at sende til de turister, som vi kæmper så hårdt for at få til landet, siger Torsten Schack Pedersen.