Vil investere 70 millioner i Vorupør

Tegningerne er allerede klar. En entreprenør fra Skive vil investere 70 millioner kroner i kystbyen Vorupør. (Foto: Arkitektfirmaet Andreas Ravn)

050715vorupor.jpg

Et hotel, ferielejligheder, en restaurant og butikker. Det er, hvad en entreprenør fra Skive har planer om at bygge i Vorupør i Thy.

- Det er et fantastisk smukt sted. Kommunen har ofret en masse penge på havnen i Nørre Vorupør. Derudover er der kommet et helt unikt havbad. Det er helt suverænt, siger entreprenør, Kaj Ove Madsen.

Projektet koster 70 millioner kroner, og skal ligge ved det, der af mange er kendt som "Landingspladsen." Skibonitten købte de gamle bygninger for to år siden på tvangsauktion.

- Vi har en drøm om, at der skal ligge 24 lejligheder, butikker, en super lækker restaurant, der skal lave gourmetmad. Derudover skal der være seks hotellejligheder - i bedste Badehotellet-stil, fortæller entreprenøren fra Skive.

Lokalplan næsten klar

Tegningerne er allerede klar - det samme er en ny lokalplan, som nu skal i hørring.

- Kommunen har været fine til at rette ind i lokalplanen, og har hjulpet os hele vejen igennem. Og borgerne har virkelig også bakket op, siger Kaj Ove Madsen.

- Til oktober/november skulle lokalplanen gerne være på plads, og så kan vi begynde at gå i gang. Vi kan jo ikke foretage os noget, før alt er klar, og vi ved, hvad vi må, fortsætter han.

Målet er at begynde på byggeriet i 2016.

1:42
En entreprenør er klar til at bygge ferieboliger, restaurant og butikker for 70 millioner i Vorupør i Thy.