Vil du have min brugte knogle?
Du kan roligt sige ja tak til en brugt knogle.
En brugt knogle er hovedpersonen i aften i et program på TV MIDTVEST. Genbrug er nemlig også tidens tendens, når det gælder reservedele fra mennesker.
Det største hit er brugte lårbens-hoveder. I programmet følger TV MIDTVEST 42-årige Brian Ørtoft fra Ramme, der skal have en ny hofte på Regionshospitalet Vest. Han har sagt ja til at blive knogle-donor og opfylder alle sikkerheds-kriterier med hensyn til smitsomme sygdomme og cancer.
Da "kuglen" eller lårbens-hovedet er taget ud af hofteleddet, bliver den straks lagt i et sterilt bæger og bragt ned til hospitalets knoglebank. Her bliver det frosset ned til 80 grader, og nu kan knoglen holde sig i fem år på frost.
Knoglen i ny krop
På RegionsRygcenter i Silkeborg møder vi et brugt lårbens-hoved igen. Det skal bruges til en rygpatient, der skal have gjort det nederste af ryggen stift.
Inden knoglen kan genbruges, bliver den kværnet i en knoglemølle, så den nærmest ligner en slags ”fars”.
Vi følger operationen, hvor knoglemassen bliver sprøjtet ind på begge sider af patientens rygsøjle. I løbet af tre måneder bliver lige så stift som cement.
- Det er utroligt, hvad man kan. Der er mange hemmeligheder, vi ikke ved om kroppen, Det her er en af dem. At det kan lade sig gøre i det hele taget bare at lægge sådan noget ind, og så vokser det på, som om der var en ordreseddel på, at det skulle blive stift, fortæller specialansvarlig overlæge på RegionsRygcenter Silkeborg, Søren Fruensgaard.
Uanset blod- eller vævstype kan man modtage en brugt knogle fra et andet menneske. I Danmark er der 24 knoglebanker. De syv ligger her i landsdelen.