Vigtig sejr til Ringkøbing Håndbold

Med en sejr over København Håndbold fik Ringkøbing skabt luft til ligaens sidsteplads.

250114_ringkoebing_haandbold.jpg

Ringkøbing Håndbold sikrede sig med sin tredje ligasejr to vigtige point, da det lørdag eftermiddag blev til en 28-22 sejr på hjemmebane over København Håndbold.

Med sejren fik Ringkøbing skabt lidt luft til ligaens sidsteplads, som betyder direkte nedrykning til 1. division. De lyserøde er tredjesidst med tre point ned til SønderjyskE og Nykøbing Falster.

København kom ellers til det jyske med masser af selvtillid efter tre sejre i træk, men efter en god start på kampen og en føring på 5-3 faldt gæsternes spil fra hinanden.

Ringkøbing gik til pause foran 12-11 og lagde straks fra begyndelsen af anden halvleg yderligere afstand.

Julie Kjær blev med syv mål topscorer for hjemmeholdet, mens Christina Krogshede, Mie Augustesen og Sofie Bloch Sørensen hver lavede fire mål for københavnerne.

1:54
Ringkøbing Håndbold fik to vigtige point i kampen om at undgå direkte nedrykning fra håndboldligaen.