Vietnamesiske tyve havde koster for 55.000

Et butikstyveri i Matas i Silkeborg afslørede i går tre vietnamesiske kvinder på et større togt.

Politi.dk vaebenskjold_2.jpg

Tre vietnamesiske kvinder blev sent i går eftermiddag anholdt for tyveri i Matas i Silkeborg. Omfanget af tyveriet viste sig at være noget mere omfattende end først antaget.

- Vi får en melding klokken 17.05 om, at nogle har været inde og stjæle for omkring 10.000 kroner i Matas i Silkeborg. Vi sender en patrulje derned, og de finder ret hurtigt de tre kvinder, det drejer sig om, forklarer Gert Høeg fra Midt og Vestjyllands Politi.

Bil fyldt med tyvekoster

I forbindelse med anholdelsen af de tre kvinder, fandt politiet tyvekoster for 55.000 kroner i bilen.

- De bliver fanget til fods inde i Silkeborg, og de tre kvinder når ikke hen til bilen, før de bliver anholdt, forklarer Gert Høeg.

Politiet vurderer i øjeblikket, om kvinderne skal fremstilles i grundlovsforhør. Der er tale om to herboende kvinder og en fra Sverige.