Vidner: Hun slingrede fra side til side

To af de vidner, der formentlig har set Maria Møller Christensen nytårsnat, er nu blevet afhørt. De har set hende slingre på strømpefødder ned ad gaden.

maria_sag.jpg

I retten i Herning er vidneforklaringerne i fuld gang. Lige nu afhøres de vidner, der har set en pige nytårsnat, som formentlig var Maria Møller Christensen.

De to første vidner er meget enige om, at pigen var meget beruset, og at hun slingrede fra side til side. Det ene vidner forklarer samtidig, at pigen hang med hovedet, og at hun gik meget målrettet. Det ene vidne har også set pigen falde ind i en butiksrude.

Ingen hjalp hende

Begge vidner er enige om, at pigen ikke havde nogen sko på, og netop derfor har begge vidner lagt mærke til hende. Men ingen af de to vidner har hjulpet Maria Møller Christensen.På anklagerens spørgsmål om, hvorvidt det ene vidne havde taget kontakt, svarede hun:

- Nej, desværre. Jeg spurgte min kæreste, om vi skulle hjælpe hende, fordi hun var ved at gå ind i vores raketter, men han sagde "Nej, du har fri i nat"., forklarer det ene vidne.

Det andet vidne så pigen fra sin lejlighed. Hun siger, at ingen på gågaden tog kontakt til hende. Formentlig fordi hun så meget målrettet ud.

Vidner resten af dagen

De første tre vidner er blevet afhørt her til formiddag, og vidneafhøringerne fortsætter resten af dagen. Blandt andre skal tiltaltes eks-kæreste og den tidligere sigtede Jan Lindholt Mikkelsen afhøres.

TV/MIDT-VEST følger sagen hele dagen her på hjemmesiden. Derudover rapporterer vores reporter på TV2/NEWS og i vores egen udsendelse klokken 12.12.