Vidne til busulykke: Rutebilstationen er farlig

Folk ser sig ikke for, siger øjenvidne til ulykken, hvor en 10-årig dreng blev kørt over af en bus.

Der hersker kaotiske og farlige forhold på rutebilstationen i Viborg. Det mener Thomas Adelstorp, der tirsdag morgen så, hvordan en 10-årig dreng kom ind under en kørende bus.

Thomas Adelstorp kommer stort set hver dag på rutebilstationen i Viborg. Han oplever, at alt for mange bare går ud på det område, hvor busserne kører - uden at se sig for. Det er især de unge, der er synderne.

Mange af passagererne er elever på byens ungdomsuddannelser, og de har travlt med at snakke med kammerater eller sms'e, mens de bevæger sig rundt i det farlige område. Det er i myldretiden om morgenen og først på eftermiddagen, at situationen er nærmest uoverskuelig.

- Buschaufførerne har et vist ansvar for ikke at ramme ind i nogen. Men omvendt så har alle de mennesker, der er her, også et ansvar for at holde afstand til busser, og det gør de ikke altid, siger Thomas Adelstorp.

For nogle år siden blev en ældre mand kørt ihjel på rutebilstationen. Men ellers har der ikke tidligere været alvorlige uheld på stedet. Den 10-årige dreng fik flere knoglebrud, men politiet betegner hans tilstand som stabil.

Hør her Thomas Adelstorp forklare, hvad han så, da drengen blev kørt over af bussen:

 

 

 

 

01:58 Luk video