Videoovervågning på rådhuset i Herning

Efter bombealarmen i november installerer kommunen nu videoovervågning på rådhuset.

Borgere med ærinde på rådhuset i Herning må fremover vænne sig til at blive videoovervåget. Kommunen har besluttet at lade besøgende borgere videoovervåge ovenpå den bombealarm, der betød evakuering af et par hundrede medarbejdere fredag d. 16. november.

- Det er ærgerligt, at det er nødvendigt. Sagen om bombeattrappen har medført et større ønske om sikkerhed. Vi kan forhåbentligt undgå lignende situationer i fremtiden, selv om man ikke kan garantere det. Vi mener, at videoovervågning også vil have en præventiv effekt, fordi det vil give bedre muligheder for opklaring ved eventuelle hændelser, siger socialdirektør i Herning Kommune, Søren Christensen til Herning Folkeblad.