Videoovervågning på fiskekuttere

EU-Kommissionen vil i et nyt forslag forbyde udsmid af fisk - og det skal videokameraer på kutterne være med til at garantere.

130711_Fiskekuttere.jpg

Fra 2016 skal det være forbudt for fiskerne at smide de dårlige og uspiselige fisk over bord igen, når de først har været i nettet. I dag blev et oplæg om EU's fiskeripolitik offentliggjort af Kommissionen, og her fremgår det, at videokameraer skal garantere, at udsmidet ikke sker. Det kommer blandt andet på baggrund af erfaringer med video-overvågning på danske kuttere.

Forslag vil koste job

Formået med det nye forsalg er, at få fiskerne til at ændre deres fiskemetoder, så de kun fanger de få store fisk. Den danske pressechef for Europa Kommissionen fortæller, at forslaget er nødvendigt for bæredygtigheden, men han lægger ikke skjul på, at det vil få konsekvenser for erhvervet.

- Det er uomgængeligt, at der kommer jobtab, og det gør der især på den korte bane. Det bliver ikke bare i fiskerierhvervet, men også i forarbejdningen, havnene, transporten og på fiskeauktionerne, mener Michael Vedsø, der er pressechef for Europa Kommissionens kontor i Danmark.

Det er planen ar forbuddet mod udsmid af fisk skal gennemføres gradvis for de forskellige arter. Forbuddet kommer dog ikke til at gælde for fisk, der ikke kan bruges til konsum eller fiskemel.