Videokamera i ambulancer

Region Nordjylland installerer videokameraer i 10 ambulancer og en akutlægebil - det skal give patienterne bedre hjælp.

Falck_8.jpg

Inden nytår får 10 ambulancer og en akutlægebil i Region Nordjylland installeret et avanceret videokamera med trådløs forbindelse. Tanken er, at en læge på sygehuset bedre kan vejlede ambulanceredderne, når lægen via et kamera kan se patienten.

- Det er altid bedre at kunne se patienten og vurdere, end at lytte til en overlevering fra ambulanceredderen. Med video kan en læge give en patient en bedre behandling end hidtil, mener Poul Anders Hansen, der er præhospital leder i Region Nordjylland.

Regionen har fået 1,5 millioner kroner fra den forrige regerings akutpulje til projektet. Foreløbigt skal ambulancerne køre med kameraerne i et år, herefter skal Aalborg Universitet evaluere projektet.