Videoafhøring førte til efterforskning af voldtægt af niårig

Politiet holdt sagen hemmelig i flere dage af hensyn til efterforskningen.

Politiets teknikere lavede torsdag og fredag undersøgelser ved Legind Sø på Mors. Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi blev først orienteret om voldtægten af en niårig pige fem dage efter, at overgrebet fandt sted.

Læs også Sagen fra Legind Sø: Mand anholdt for voldtægt af niårig

Og det er et mønster, man flere gange ser i sager om seksuelle overgreb på børn. Der går tit et stykke tid, inden de fortæller om overgrebet, siger politiinspektør Hans Roost.

- Vi har før set, at børn ikke straks fortæller om sådan en forbrydelse. De er trykkede af situationen, og så ved vi også, at gerningsmændene ofte giver ofrene ordre på ikke at sige noget. Her taler jeg helt generelt og ikke om den konkrete sag, siger han.

En 34-årig mand blev fredag middag anholdt og sigtet for voldtægten af den lille pige. Han bliver lørdag fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Politiet mener, at han lokkede pigen ind i sin bil i Vinderup onsdag den 13. juni mellem klokken 18.00 og 20.30.

Ændret adfærd

Hans Roost fortæller, at politiet kom ind i sagen, fordi forældrene bemærkede en ændring i pigens adfærd, ligesom man fik nogle oplysninger fra hendes skole.

- Vi starter efterforskningen i mandags, da vi får nogle oplysninger, der tyder på, at der kan være sket noget. Tirsdag får vi en snak med familien og pigen, og onsdag foretager vi en videoafhøring, som giver os en klar fornemmelse af, at der er sket en alvorlig forbrydelse.

- Herefter sætter vi ind med efterforskning, sporsøgning og afhøringer, og det resulterer så i, at vi har materiale nok til at anholde en mand fredag, fortæller politiinspektøren.

Når politiet først har fortalt om sagen i dag lørdag, skyldes det ifølge politiinspektøren hensynet til efterforskningen.

 - Vi skal være meget, meget varsomme med at melde noget ud, når vi er på jagt efter en gerningsmand, siger Hans Roost.

Omvendt har ordensmagten også et behov for at orientere lokalsamfundet.

- Når skolen kommer ud med oplysninger om, at der er en bil, der cirkulerer rundt derude, og man er utryg ved det, så er det klart, at sådan noget spredes lynhurtigt blandt forældre. Det skal vi handle på, og der skal også kommunikeres ud om det, men først når vi er på nogenlunde sikker grund, siger han.

02:00

Se et inteview med politiinspektør Hans Roost om sagen her.

Luk video

Læs også Nægter voldtægt af niårig pige: Fængslet i fire uger

Læs også Stort politiopbud ved Legind Sø på Mors