Video: Unikke optagelser af ulv ved Kølkær

Video: Unikke optagelser af ulv ved Kølkær

På en mark ved Kølkær syd for Herning fangede en landbrugsmedhjælper en ulv på sit mobilkamera tilbage i juni 2013. Hans optagelser er de første af sin slags i Danmark.

Nogle mener at have hørt den. Andre har fanget den på vildtkameraer i landsdelen, og flere DNA-prøver fra nedlagt vildt har vist, at ulven huserer i vores landsdel.

Nu sætter de første levende billeder optaget i Danmark, hvor eksperter bekræfter, at det ER optagelser af en ulv, streg under det, vi længe har vist: Ulven er her!

Fanget på mobilkamera fra traktor

Videoen er optaget i fuld dagslys på en mark ved Kølkær syd for Herning - cirka 5 km fra det sted, hvor en landmand mistede en stor flok får tilbage i februar 2013.

Det er den unge landbrugsmedhjælper Anders Sylvester Kudsk, der har været så heldig at fange ulven på sit mobilkamera den 3. juni 2013, da han var ude og sprede kunstgødning på marken. Han anede ikke, at hans optagelser var unikke.

- Alle talte jo om ulven og sagde, at de havde, så jeg tænkte ikke, at mine optagelser var noget særligt, svarer Anders Sylvester Kudsk til spørgsmålet om, hvorfor han har ventet halvandet år med at dele videoen med offentligheden.

Troede, det var en hund

Seniorforsker Thomas Secher fra det Naturhistoriske Museum i Aarhus bekræfter overfor TV MIDTVEST, at der ER tale om en ulv på optagelserne. Selv var Anders Sylvester Kudsk først i tvivl:

- Jeg kalder på et tidspunkt på den, fordi jeg tænker, at hvis det er en hund, så ville den nok komme. Og den stopper faktisk op og står bare og kigger på mig, forklarer den unge landbrugsmedhjælper, der befandt sig omkring 24 meter fra ulven.

Vigtig dokumentation

De levende billeder af ulven er vigtig viden for forskerne, der mener at vide, at ulven på optagelserne, stemmer overens med den ulv, der at dømme efter DNA-prøver har været på spil i hvert fald otte steder i landsdelen.

- Vi har sukket efter levende billeder af ulven længe, så den her video er helt fantastisk, fordi vi rigtig kan se, hvordan den bevæger sig og går lavt med halen, lyder det fra Thomas Secher.

Og billederne er interessante, da de viser en ulv nærme sig maskiner og mennesker ved højlys dag uden umiddelbart at være skræmt. Dette bør dog ikke give anledning til bekymring, lyder det fra Thomas Secher:

- Den vil helt sikkert altid smutte, så snart den ser et menneske. Grunden til, at den ikke virker bange på optagelsen er, at personen sidder i en traktor. Vilde dyr er ikke bange for maskiner, men for mennesker, lyder det fra seniorforsker Thomas Secher fra det Naturhistoriske Museum i Aarhus.

Se udsnit af Anders Sylvester Kudsks optagelser her:

01:15 Luk video

Se videoen i sin fulde længde på Landtv.dk

Se mere i vores udsendelse 19.30

01:51 Luk video