VIDEO: Ulv filmet af jæger

I lørdags blev en ulv fanget på kamera ved Borris, da en 52-årig jæger var på riffeljagt.

1:25

I lørdags tog en jagt ved Borris i Vestjylland en noget uventet drejning for den 52-årige jæger Jan Mark.

Kort efter at have skudt en kronhjort, fik han nemlig øje på en ulv. Han skiftede derfor hurtigt riflen ud med sit kamera for at forevige øjeblikket.

- Jeg var blevet inviteret på jagt ved Borris i weekenden. Jeg bliver placeret i et skydetårn, og jeg er så heldig at skyde en hjort, fortæller Jan Mark til TV MIDTVEST.

- Cirka to minutter efter ser jeg et dyr ud af min øjenkrog. Min første tanke er, at det er en hund, men jeg indser, at det ikke er tilfældet. Så er min næste tanke, at jeg skal have fat i mit videokamera, som jeg altid har med mig. Jeg får fisket det frem, slår det hele til, får et klart billede på min skærm og trykker 'optag', fortsætter Jan Mark.

- Dyret er 100-130 meter fra mig, og jeg tænker, at det kunne være et rigtig godt klip af en ulv fra Danmark, hvis jeg er så heldig, at det er en ulv, siger den 52-årige jæger, der slutter af med at understrege, at det var en meget positiv oplevelse for ham.

Ekspert: Det er en ulv

Thomas Secher Jensen, seniorforsker på Naturhistorisk Museum i Aarhus, har de seneste mange år fulgt ulvens tilstedeværelse i Danmark. Til TV 2 | ØSTJYLLAND bekræfter han, at optagelserne med stor sandsynlighed er af en ulv.

- Det er jeg næsten 99,9 sikker på. Det er en ulv. Der er ikke meget hundelignende over den, siger han.

Han kalder desuden optagelserne for unikke.

- Det er måske de bedste billeder, vi har af ulven i Danmark. Det bekræfter os én gang for alle i, at ulven befinder sig i den del af landet, siger Thomas Secher Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.