VIDEO: Snuser sig frem til kræft

Siden fødslen er Lille My blevet præsenteret for positive kræftprøver. Hun skal lære at snuse sig frem til prostatakræft.

Lille My på ni uger er allerede i træning hos Jan Vestergaard i Kølkær ved Herning. Rottweiler-hvalpen skal lære at opsnuse prostatakræft.

- Hun skulle gerne blive god til det, fordi hun fra dag et, er blevet præsenteret for positive prostataprøver. Hver gang hun har fået mælk ved moren, siger Jan Vestergaard, der er ejer af Indicatordogs.

Jan Vestergaard har flere cancerhunde i træning. To af dem er nu så trænede at de i 98 procent af tilfældene vælger den positive kræftprøve. 

- Jeg er ikke i tvivl om at vores hunde sagtens kan påvise mange af de her kræftformer. Vores store udfordring er så bare, at vi får anerkendelsen fra sundhedssystemet, siger Jan Vestergaard.

I Norge og USA er der allerede forsøg med cancerhunde.

- Det som er det mest interessante i den her sammenhæng, det er jo, om hundene er i stand til at finde noget på et tidspunkt, hvor vi måske med andre metoder ikke er i stand til det, fortæller Peter Vedsted, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Jan Vestergaard forventer, at der går mellem et halvt og et helt år, før Lille My kan snuse forskel på negative og positive prostataprøver.

02:02 Luk video