Video: Sjælden hornugle reddet i have

En stor og sjælden hornugle lå såret i en have i Viborg og er nu i pleje.

Stor hornugle1
Foto: Pia Lange Christensen

Søndag fik en familie i Viborg sig en sjælden naturoplevelse i deres egen have. En stor hornugle med et vingefang på omkring halvanden meter lå såret i haven på Nybrovej ved Ravnstrup ved Viborg.

- Jeg tænkte, hvad gør man lige og ringede så til Dyrenes Beskyttelses hotline. Efter et kvarter kom en falckmand med tykke handsker og et stort fiskenet, og så fik vi fanget uglen, fortæller Pia Lange Christensen.

Uglen havde en skade ved det ene øje og ben, formentlig efter et sammenstød med en bil ifølge falckmanden, som tog den med til en vildtplejestation.

På Silkeborg Vildtplejestation har man kigget nærmere på uglen, og den har det efter omstændighederne fint. 

- Den er eddikesur, men den er nu blevet behandlet og har det fint. Den har også fået appetitten tilbage og har spist en mus, siger Pia Kjærskov fra Silkeborg Vildtplejestation.

Hornuglen er ifølge Pia Kjærskov en unge fra i år, og den er ikke så elegant en flyver. 

- Den er formentlig blevet ramt af en bil og er blevet slæbt hen ad vejen. Den har nogle hudafskrabninger på begge ben, siger hun.

Uglen er af racen stor hornugle og er den største ugle i Europa. Den kan veje mellem 2-4 kg og er ti gange tungere end Skovhornuglen. Den er sjælden i Danmark og høres oftere end den ses.

0:11
Stor hornugle er Europas største ugle og har et vingefang på 160-188 cm.