Video: Mikkel Hansen vil have fyldt Boxen

Der er stor interesse for at opleve Mikkel Hansen og Paris Saint-Germain i Boxen i Herning, når de møder Bjerringbro-Silkeborg i Champions Leauge.

0:13

Der er under to uger til verdens bedste håndboldspiller Mikkel Hansen og de øvrige stjerner fra Paris Saint-Germain kommer til Danmark. Det sker, når holdet møder de danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg til en kamp i Champions League.

Billetter revet væk
Kampen er flyttet til Boxen i Herning, og billetterne bliver revet væk. Bjerringbro-Silkeborg har allerede solgt over 7.000 billetter til kampen mod Mikkel Hansen og Paris Saint-Germain, og nu åbnes for salg af pladser på de øvre sektioner i Boxen, så endnu flere kan komme til håndbold.
- Vi er utrolig glade for den store interesse for vores kamp mod Paris SG i Boxen, og vi oplever, at der er mange flere, der gerne vil opleve den store kamp. Vi har rundet 7.000 tilskuere, som er kapaciteten på de nedre afsnit, og nu åbner vi derfor op for et af de øvre afsnit og sætter yderligere 1.500 billetter til salg, fortæller Bjerringbro-Silkeborgs administrerende direktør, Jesper Schou.

Sæsonens største håndboldevent
Det er sæsonens største håndboldevent på dansk jord, som Bjerringbro-Silkeborg afholder i Boxen. Ikke siden AG København spillede kvartfinale i Champions League mod FC Barcelona i Parken, har der været så mange tilskuere på plads til en Champions League-kamp i Danmark. Nikola Karabatic, Thierry Omeyer, Uwe Gensheimer, Luc Abalo og Henrik Møllgaard er foruden Mikkel Hansen nogle af de stjernenavne, som PSG stiller op med i Herning.
- Det er de allerypperste, som kommer til Danmark, og vi er selvfølgelig yderst stolte over, at de kommer for at møde Bjerringbro-Silkeborg i Champions League. Kampen ligger i skolernes efterårsferie, og vi håber, at mange familier vil benytter lejligheden til at komme ud og opleve alle de store stjerner, siger Jesper Schou.

Mikkel Hansen: Det bliver håndbold i verdensklasse
Hovedattraktionen i Boxen er selvfølgelig Mikkel Hansen, der i sommer var med til at vinde OL-guld for Danmark. Mikkel Hansen blev sidste år kåret til verdens bedste håndboldspiller, og han blev i sidste sæson topscorer i Champions League. Når Paris Saint-Germain møder Bjerringbro-Silkeborg, bliver det første gang, at Mikkel Hansen spiller på dansk jord med sin franske klub, og han håber, at mange danske håndboldfans vil komme og opleve kampen i Boxen.
- Vær med til at fylde Jyske Bank Boxen, når vi fra PSG kommer på besøg og skal spille mod Bjerringbro-Silkeborg. Det bliver helt sikkert håndbold i verdensklasse, opfordrer Mikkel Hansen.